Når sygdommen rammer.. igen

Som jeg skrev i mit indlæg om CU, endte forløbet med, at jeg fik fjernet hele min tyktarm og i det fjernet alt betændelsen og faktisk også sygdommen. Det var en hård tid og da jeg kom hjem, ventede der en lige så hård periode med en masse genoptræning. Men med meget hjælp og støtte fra min fantastiske familie, især min mor og mine dejlige venner, som altid har været der for mig, klarede jeg det. Over de næste år blev jeg færdig med folkeskolen og 10 klasse. Efter det har jeg lavet nogle forskellige ting, jeg kan fortælle mere om på et andet tidspunkt.

Jeg havde det egentlig meget godt! Men over det sidste stykke tid er det som om der er noget, der er blevet anderledes. Jeg følte mig pludselig træt hele tiden, jeg har haft absolut ingen overskud. Jeg blev nød til først at stoppe med at gå i fitness. Det var på ingen måde, fordi jeg ikke havde lyst til at træne, for det havde jeg! Men det var som om, at jeg bare var helt drænet for energi, før jeg overhovedet tog afsted.
Senere blev det så slemt med manglende energi og overskud, at jeg ikke kunne overskue at tage i skole. Når mit ur ringede om morgenen, blev jeg ked af det uden grund. Jeg brugte hele dagen på at prøve at følge med i timerne og undgå at svare på spørgsmål om de lektier jeg ikke havde lavet, fordi jeg simpelthen ikke havde haft energi til det. Jeg brugte hele dagen på at smile og lade som om, over for De andre, at alt var cool og prøve at finde på en hurtige undskyldninger for, hvorfor jeg ikke kunne komme med i byen om aftenen!
Til sidst blev det manglende overskud så meget, at jeg var nød til at droppe ud af HF, hvor jeg gik. Jeg kunne ikke forstå hvor alt min energi blev af? Når jeg kom hjem om eftermiddagen, kunne jeg sove flere timer indtil aftensmad og så finde på en undskyldning for at gå i seng igen. Hvorfor kunne jeg ikke bare lave de ting jeg gerne ville? Tegne mode sketches, tage billeder, alt var jeg for træt til lige pludselig? Men hvorfor? Jeg havde jo klaret skolen indtil nu, jeg havde været til mode uge nogle gange, for at hjælpe, hvor jeg kunne klare at være afsted en hel dag – fra morgen til aften, og snakke med diverse mennesker jeg ikke kendte – så hvorfor kunne jeg nu slet ikke klare at gå ned og træne eller bare op og handle?
Jeg havde nu været hjemme og bare ligget i min seng i en uges tid og min mor havde ringet til læge og vagtlægen mange gange, uden rigtig at få noget ordentligt svar fra dem om, hvad vi skulle gøre. Til sidst ringede hun efter en ambulance. Ambulancen kom og da jeg nu var blevet så svimmel af blandt andet dehydrering, at jeg ikke engang kunne gå fra lejligheden og ud til elevatoren, blev jeg sat i sådan en stol ambulance folkene havde med. Jeg var helt bleg og når jeg prøvede at rejse mig blev alt sløret og det føles som om jeg skulle falde!
Endnu engang måtte jeg ligge på intensiv en uges tid, derefter på kirurgisk afdeling til undersøgelser og indgreb. Efter det kom jeg videre på mave-tarm afdelingen
Jeg har meget ondt i maven og kan ikke spise ret meget. Lægerne er i tvivl om, hvad jeg fejler. Måske har jeg fået Morbus Crohn, måske pouchitis , måske en forsnævring i tarmen …. jeg skal til skanning på mandag, og forhåbentlig kan skanningen give nogle svar, så jeg kan komme igang med den behandling, jeg har brug for nu. Glæder mig til at blive stærk og frisk igen, så jeg kan kommme ud og lave det, og gøre de ting jeg gerne vil!