Skyldfølelsen over at måtte aflyse

Jeg tror (uden at vide det selvfølgelig) at alle med en kronisk sygdom, og nok især en kronisk tarmsygdom, kender til det problem, konstant at måtte ændre planer, udsætte aftaler eller helt at måtte aflyse. Noget af det værste ved at have en kronisk sygdom, har for mig nok været uvisheden om, hvornår sygdommen beslutter sig for at angribe og forhindre dig i den ellers planlagte dag. Du kan være i en periode, hvor du slet ikke mærker noget til din sygdom, og så pludselig, hvis du bare er i rum med en der er eller lige har været syg, ja så bliver du det også!

Der dukker hele tiden noget nyt op, fordi ens immunforsvar er så svagt. Jeg syntes selv, at jeg er ved at blive bedre til det med at aflyse. For mig er det, og har det altid været, rigtig svært at aflyse aftaler. Selvom jeg ved, at jeg for min egen skyld burde aflyse og blive hjemme, kan det simpelthen være den sværeste beslutning nogensinde at tage! Det værste af det hele er for mig, det at skuffe – eller nok i virkeligheden mere følelsen af at skuffe – andre. Det at jeg aflyser en aftale går jo ikke kun ud over mig, og er ikke kun træls for mig! Det går også ud over dem, jeg skulle have været sammen med! Jeg får det simpelthen så dårligt, hvis jeg føler, at jeg har skuffet eller gjordt et andet menneske ked af det, fordi JEG lige pludselig ikke kan alligevel på grund af en skide migræne, mavepine eller hvad det ellers kunne være. Også selvom jeg ved, at tager jeg afsted, så kommer jeg til at ligge i sengen hele næste dag…

Men efter en masse år og en masse gange, hvor jeg har presset mig selv alt for langt for at kunne være med til alt og ikke skuffe nogen, prøver jeg nu, at lære mig selv at sige fra. Mine venner, veninder og især familie forstår jo 100%, at jeg nogle gange er nød til at ligge mig på sofaen en times tid eller udsætte en aftale til et senere tidspunkt. Det bliver aldrig sjovt, men jeg er ved at lære, at sådan er det nogle gange, når man har en kronisk sygsom. Det nytter ikke at ligge og græde over det – og selvom det er svært, er man nødt til at lære at hvile i sin beslutning og få det bedste ud af det, som man nu kan!