Dage med svimmelhed, træthed og smerter

Jeg må indrømme at lige fortiden er mit overskud ikke særlig stort. Nogle dage pretty much non-existing faktisk. Og det er svært for mig at acceptere, men jeg arbejder på at blive bedre til at acceptere, at jeg har nogle begrænsninger, som andre ikke har. Jeg kan have dage (perioder), hvor jeg går rundt og er svimmel, har smerter og er næsten konstant træt, både fysisk og psykisk. Mit energi niveau er bare i perioder (som nu) ikke særlig højt, og i de perioder skal jeg også passe på ikke at undervurdere det, for så er det, at det går galt. Men det med at acceptere ikke at have de samme kræfter og det samme overskud som mange andre har, er svært. Kigger jeg tilbage, er det helt sikkert noget, jeg er blevet bedre til, men der er stadig lang vej. Nogle af tingene kommer sig tildels af, at min vægt er et godt stykke under, hvad den gerne skulle være lige nu, og andre kommer sig af at sådan er nogle dage ”bare” ,når man har en kronisk sygdom. Dog er jeg kommet frem til nogle ting (huskeregler om man vil) for, hvad man kan gøre for at komme igennem de dage, der er præget af svimmelhed, træthed og smerter.

Svimmelhed

Accepter det: Det lyder så let, men det er så svært. Dog er det det vigtigste, du kan gøre. Accepter (og vær forberedt på) at på disse dage går det hele bare lidt langsommere, og du er nød til at sætte dig ned på diverse tidspunkter.

Gør din dag lettere: Prøv så vidt muligt at gøre din dag nemmere, for ellers bliver det bare være. Planlæg ikke at nå en masse, hvis du i virkeligheden ved, at en enkelt aftale er det du kan finde energi til.

Sæt dagens tempo efter svimmelheden: Det er en balance at sætte tempoet efter svimmelheden og have respekt for at det er vigtigt at lytte til din krop, men heller ikke lade den styre dig fuldstændig. Gør de ting du ellers ville have gjordt, men gå langsommere og sid mere ned.

Hav altid en flaske vand på dig. De her dage går jeg ikke nogle steder uden en flaske vand og hvis jeg alligevel glemmer det, køber jeg noget væske det første sted, jeg har muligheden.

Træthed

Igen acceptere, at det her er sådan du og din krop har det. Accepter det, men lad det ikke styre dig.

Planlæg hvil indimellem aktiviteter: Jeg føler mig nogle gange (..tit) som en gammel dame, og det kan være super svært at indrømme overfor dig selv, at du har brug for at hvile dig, for det har andre mennesker jo ikke, men det din krop har brug for er et hvil midt på dagen…. giv den det.

Hver ikke bange for, i sociale sammenhænge, at sige du er træt eller har brug for et hvil: Dette er noget jeg selv har rigtig svært ved og har kæmpet med i mange år, dog føler jeg, at jeg er blevet bedre. Men jeg er ærligt mester i at lade som om, at jeg er okay, når jeg ikke er det. Men det er super vigtigt at sige fra, og i de fleste tilfælde har folk god forståelse for situationen, og så får de med sikkerhed en bedre dig i retur.

Smerter

Lyt til din krop! Det er så vigtigt.Og kæmp ikke imod, men giv den istedet det, den har brug for, om det så er et hvil eller smertestillende.

Vær ikke bange for at bevæge dig ud alligevel. Lyt til din krop og tag den med ro, men lad igen ikke smerterne styre dig fuldstændig. Jeg har selv altid en lille pille æske med penodil i tasken til hvis nu smerterne kommer, når jeg er ude.

Acceptere (føler jeg har overbrugt det her ord i denne post, men ærligt, det er bare så vigtigt) at det tager tid at overvinde smerterne, og at du nogle gange må igennem en masse forsøg og prøve ting der ikke virker. Rom blev ikke bygget på en dag, og det kan (desværre) tage tid at finde frem til den rigtige behandling for lige netop dig.

Hjemme igen – En ambivalent følelse

Droppet er ude, og armbåndet er klippet af. Nu er der kun de blå mærker på min arm tilbage.

Efter ca 5 dage på hospitalet er jeg blevet udskrevet igen og har fået lov at tage hjem. Det er ærligt lidt en ambivalent følelse, da jeg på den ene side hader at være på hospitalet, for det er helt ærligt virkelig hårdt! Der er en masse ting, som du skal hele tiden, selvom du ikke vil og som gør ondt af helvedes til. Du må ikke selv bestemme, hvad du skal og hvornår (og hvis der er noget, jeg hader, så er det når andre skal bestemme over mig), du er ked af det og ultra træt hele tiden, og det hele er faktisk bare en stor rutchebane tur. Men på den anden side så er der en grund til at du er der…. Man bliver jo ikke bare indlagt, og der er en grund til, at du skal alle de ting, der gør ondt og er træls. Og det ved du godt inderst inde, men derfor er det selvfølgelig stadig hårdt hårdt – og det er okay. Tanker og følelser hænger ikke altid sammen, og du er derfor, selvom du er rigtig glad for at blive udskrevet og komme hjem, også nervøs og bange for samme. For hvad nu hvis det går ned af bakke igen, når du kommer hjem? Så skal du indlægges igen og hvad? Starte forfra?  Forfra med at have taget prøver og lagt drop. For nu går det jo endelig bedre.

Det er bare nogle tanker, der løber igennem hovedet, for det er en følsom situation, selvom det selvfølgelig er så dejligt at måtte komme hjem og så godt at mine blodprøver og væske tal igen er stabile nok til det.

Det hårdeste…

Noget af det hårdeste ved at have en kronisk sygdom er uvisheden. Uvisheden om hvornår du har det godt, og hvornår du får et tilbage fald. Det er som om, at du konstant går rundt med en tikkende bombe, der kan springe når som helst, og den tikkende bombe er din egen krop… Du ved, at det sker på et tidspunk, for sådan er det jo nu engang, unfair som det er, at være kronisk syg, og det er bare noget du har lært at leve med. Men sker det i morgen, om en uge eller om 4 år? Det ved du ikke, og det har du ingen mulighed for at forudse, og det er nok noget af det hårdeste… den konstante frygt og uvished…

Jeg blev i forgårds indlagt på Århus Universitets Hospital (ones again). Fordi jeg igen har haft/ og stadig har uforklarlige smerter, og fordi jeg ikke vejer nok. For mig har det længe været en kamp med min vægt og med at holde vægten oppe, selvom  jeg spiser reglmæssigt, og der er endnu ingen forklaring på det. Men jeg havde i noget tid været så afkræftet, at jeg simpelthen ikke har orket eller haft kræfter og overskud til noget. Jeg har i de sidste par døgn her på hospitalet fået en masse vitaminer i drop, som jeg faktisk kan mærke hjælper, ikke på vægten endnu desværre, men på mine kræfter så det er da en start…

Det var lige en lidt mere seriøs og personlig post end, der har været i noget tid, men sådan er det jo nu engang, når man lever med en sygdom… Nogle dage er gode og handler om ting, der gør dig glad, som for mig min passion om mode og styling, imens andre dage… not so much… Dog holder jeg mig stadig opdateret via diverse mode magasiner, så ind imellem blodprøver og læge snak er der stadig plads til lidt inspiration… og sådan skal det da være, ikke?

Avoiding feeling overwhelmed

My god it’s a shit feeling isn’t it? When everything suddenly feels on top of you. Your chest feels a little tighter and your mind goes a little faster… Feeling overwhelmed honestly sucks, but although it all sometimes feels hopeless, there’s so many ways to help yourself ensure that you don’t get to the point where everything feels just a little too much.

Now I’m not an expert on this, far from to be completely honest, but it is something that I’m working an focusing on at the moment, and it’s something that I have realized is really important. I feel overwhelmed a lot of the time because I don’t like talking about feelings to much, so I tend to build things up in my mind until I feel so overwhelmed that things has to get out, and often all at ones! Which is not good.

So I’m working on getting better at avoiding feeling overwhelmed, and I have a couple key things I’m trying to keep in mind while doing that, which I thought I would share with you guys in hope that I could help some of you in any shape or form!

FOCUS ON NOW:I know this sounds simple, like really simple, but bloody hell it can be hard to do! When you’re stressed and feel like you’re spiralling into a “but what if” “what will happen” “I don’t know how” mindset the best way out is to ground yourself. Bring yourself back to the moment you are actually in right now and stop thinking ahead or behind. Try to focus on what is going on around you. Bring yourself back to now, back to the moment. Maybe try to take a few deep breaths, take a second to stop up and clear your mind or maybe listen to a song that you know makes you feel super calm or gets your mood up. But always try to focus on now.

LET GO OF WHAT YOU CAN’T CHANGE: Now this is a hard one as well, but a really important one! Sometimes you have no control over a situation and there is literally nothing you can do about it. No matter how hard you work, how much you do, what you say or where you are there’s nothing you can do and that is okay. Some things are completely out of our hands and learning to be okay with that is a lesson that I’m still very much trying to work on. Accepting that doing our best is all we can do and acknowledging that as cheesy as it sounds life is going to throw curve balls at you left right and centre and it’s all about how you handle them, not how you control them.

This feeling of being overwhelmed can literally take over within seconds and create situations out of… nothing really! Your train is late, your car won’t start, the queue in the shop is too long, your meeting’s been cancelled, I could go on and on but you get the point, right?? Yes, they’re annoying, yes, it might mean you’re ten minutes late, or that you have to change your plans but there’s nothing you can do about it.

Don’t allow these everyday situations to overwhelm you, they are not in your hands. Instead put them aside and allow more time for situations that are worth it!

-Okay, I think I’m gonna leave it there. I find it wayyy more helpful to concentrate on a couple of pointers rather than a big old list of them. I hope this was helpful in some kind of way!

… And breath

My god, it’s been ages since I’ve written something like this. I used to write personal postes on my blog more often but for some reason writing down anything emotional” these days makes me feel so tense and I end up deleting everything. Recently my heads just felt a bit all over the place.

I know some (not all) of the places where I’m going wrong, but the truth is that it’s so fucking hard to acknowledge that the person that actually is damaging you, is yourself. And with that said it’s not all on me and I know that, sometimes things happens that you have no control over what so ever, but still it’s hard not to blame yourself.

To be honest, over the past months, my self care has been almost non-existing. I think dealing with things changing in my personal life, moving to a new city, school and the same old health crap I’m always dealing with and me for some reason trying to ignoring it all, has just made me feel a bit overwhelmed!

Sometimes life gets in the way, and is totally out of your control, and I think that’s exactly what’s happened. I had a few weeks that was super busy and I got so overwhelmed that I couldn’t consentrate on ANYTHING else and that just gets to my body right away.

So the plan moving forward right now for me is to take a step back and prioritise doing more things that I actually like doing. I’m getting more into Instagram and blogging again cause that is honestly what I think is fun and what I enjoy doing, and also trying to take better care of myself and my body.

READ MY POST ABOUT STRESS HERE! AND ABOUT NOT WORRING SO MUCH HERE!