Avoiding feeling overwhelmed

My god it’s a shit feeling isn’t it? When everything suddenly feels on top of you. Your chest feels a little tighter and your mind goes a little faster… Feeling overwhelmed honestly sucks, but although it all sometimes feels hopeless, there’s so many ways to help yourself ensure that you don’t get to the point where everything feels just a little too much.

Now I’m not an expert on this, far from to be completely honest, but it is something that I’m working an focusing on at the moment, and it’s something that I have realized is really important. I feel overwhelmed a lot of the time because I don’t like talking about feelings to much, so I tend to build things up in my mind until I feel so overwhelmed that things has to get out, and often all at ones! Which is not good.

So I’m working on getting better at avoiding feeling overwhelmed, and I have a couple key things I’m trying to keep in mind while doing that, which I thought I would share with you guys in hope that I could help some of you in any shape or form!

FOCUS ON NOW:I know this sounds simple, like really simple, but bloody hell it can be hard to do! When you’re stressed and feel like you’re spiralling into a “but what if” “what will happen” “I don’t know how” mindset the best way out is to ground yourself. Bring yourself back to the moment you are actually in right now and stop thinking ahead or behind. Try to focus on what is going on around you. Bring yourself back to now, back to the moment. Maybe try to take a few deep breaths, take a second to stop up and clear your mind or maybe listen to a song that you know makes you feel super calm or gets your mood up. But always try to focus on now.

LET GO OF WHAT YOU CAN’T CHANGE: Now this is a hard one as well, but a really important one! Sometimes you have no control over a situation and there is literally nothing you can do about it. No matter how hard you work, how much you do, what you say or where you are there’s nothing you can do and that is okay. Some things are completely out of our hands and learning to be okay with that is a lesson that I’m still very much trying to work on. Accepting that doing our best is all we can do and acknowledging that as cheesy as it sounds life is going to throw curve balls at you left right and centre and it’s all about how you handle them, not how you control them.

This feeling of being overwhelmed can literally take over within seconds and create situations out of… nothing really! Your train is late, your car won’t start, the queue in the shop is too long, your meeting’s been cancelled, I could go on and on but you get the point, right?? Yes, they’re annoying, yes, it might mean you’re ten minutes late, or that you have to change your plans but there’s nothing you can do about it.

Don’t allow these everyday situations to overwhelm you, they are not in your hands. Instead put them aside and allow more time for situations that are worth it!

-Okay, I think I’m gonna leave it there. I find it wayyy more helpful to concentrate on a couple of pointers rather than a big old list of them. I hope this was helpful in some kind of way!

… And breath

My god, it’s been ages since I’ve written something like this. I used to write personal postes on my blog more often but for some reason writing down anything emotional” these days makes me feel so tense and I end up deleting everything. Recently my heads just felt a bit all over the place.

I know some (not all) of the places where I’m going wrong, but the truth is that it’s so fucking hard to acknowledge that the person that actually is damaging you, is yourself. And with that said it’s not all on me and I know that, sometimes things happens that you have no control over what so ever, but still it’s hard not to blame yourself.

To be honest, over the past months, my self care has been almost non-existing. I think dealing with things changing in my personal life, moving to a new city, school and the same old health crap I’m always dealing with and me for some reason trying to ignoring it all, has just made me feel a bit overwhelmed!

Sometimes life gets in the way, and is totally out of your control, and I think that’s exactly what’s happened. I had a few weeks that was super busy and I got so overwhelmed that I couldn’t consentrate on ANYTHING else and that just gets to my body right away.

So the plan moving forward right now for me is to take a step back and prioritise doing more things that I actually like doing. I’m getting more into Instagram and blogging again cause that is honestly what I think is fun and what I enjoy doing, and also trying to take better care of myself and my body.

READ MY POST ABOUT STRESS HERE! AND ABOUT NOT WORRING SO MUCH HERE!

It’s ok to have a bit of a slump

Sometimes it’s okay to hit a bit of a slump. I have one of those days today and have had for a couple of days to be honest, but you know what… That’s ok. Sometimes that happens and I’m sure that everybody have those days sometimes. It sucks, but it happens and most of the time you have no control over it what so ever.

So what is the correct way to react and handle it all when you hit that slump? Honestly…. I have no idea! I don’t know what the experts would recommend and honestly I’ve stoped listening to them a long time ago. It might be stupid, but it might as well be the smartest ting I have done. What I’ve realized over the years is that everyone is different and everyone have different ways to deal with a situation. So what you need is to figure out what works for you…

I feel like for me lately I have been in sort of a creative, let’s say, block… I’ve had allllll of the ideas but when it’s come down to the actual doing part, I’ve just felt totally overwhelmed by everything. It’s kinda like I have all the thoughts, all the creativity flowing, and all the excitement, but at the same time I am feeling totally swamped, and therefore just ended up doing absolutely nothing…

And to be completely honest all of this probaly comes from something deeper which I’m not going to go too much into…. I’ve talked a little about these things before, with stress and not worrying so much  (Click the words) which is someting I’m still dealing with a lot of the time….

What I like to do is to go out for a little bit and do some tings that makes me happy and not think about anything stressful even if its just for a breath moment. Yesterday I went down to the city center with a friend, took some outfit pictures, looked around for a bit, I got an impulsive idea to get another hole in my ears (and did it) Just little things like that is nice to do, just to get a little air and get your mind of things for a while.

Anyway I’m totally aware that this has turned into a post where I’m practically talking to myself and probably not making to much sens and I’m okay with that cause these are just some (late night)  thoughts, I just hope you haven’t minded joining me on my personal thoughts too much…

Having a shitty week can sometimes give you the space to start a bit fresh, clear your head and come back thinking ~ I got this ~ So that’s where I am now…and to be honest all I really want do is to do more.. Make more and create more… And I’m trying to tell myself that: I got this…  you got this, WE got this. Haha 

Don’t worry so much!

Her til formiddag, imens jeg sad og fik noget morgenmad, scrollede jeg igennem mit Instagram feed, hvor jeg faldt over dette quote ”I’m a day dreamer, and a night thinker”. Hvilket fik mig til at tænke. Jeg hader dette her omkring mig selv, men jeg er virkelig en person, som bekymrer mig meget. Over alt muligt! Og det er både ting, der rent faktisk giver mening at bekymre sig over, men altså også omvendt ting, jeg virkelig ikke burde fylde hovedet med. Især i de sene timer, hvor jeg burde sove, er det et stort problem. Jeg kan simpelthen ligge vågen i timevis og bare tænke, og en ting er helt sikkert, når jeg først ligger og tænker/bekymrer mig, kan jeg i hvertfald ikke falde i søvn.

Da jeg læste dette her quote nikkede jeg i hvertfald genkendende og tænke ”det er så rigtigt”. Prøv bare at forestille dig hvor nemmere det kunne være, og hvor gladere vi kunne være, hvis vi ikke bekymrede os så meget hele tiden. For der er mange ting at bekymre sig om, og det er jeg godt klar over, men hvis vi så bare kunne bekymre os om de vigtige ting, der rent faktisk giver mening og ikke alle de små ubetydelige ting, der højest sandsynligt aldrig kommer til at ske alligevel.

Jeg er også en person, som bekymrer mig virkelig meget om, hvad andre folk tænker om mig. Både folk jeg kender, og folk jeg ikke kender. Ikke at jeg nogenside har haft nogle dårlige oplevelser eller noget, sådan har jeg bare altid været. Jeg gad nogle gange godt, at jeg kunne være lidt mere ligeglad med, hvad andre syntes, men sådan er det bare ikke.

Anyways, det her var bare lige nogle tanker, jeg havde brug for at skrive ned. Jeg ved ikke om det overhovedet giver nogen mening, men forhåbentlig kan et par af jer nikke genkende til noget af det. Og selvom det er nemmere sagt end gjordt, vil jeg i hvertfald prøve at huske på at sige til mig selv, at jeg ikke skal bekymre mig så meget… Især om aftenen når det er meningen, jeg skal sove.

At leve med en usynlig sygdom

Jeg er efterhånden blevet Verdensmester i at se frisk og rask ud. For selvom jeg har meget at kæmpe med og tit er træt og stresset, så er mine sygdomme samtidig ‘‘nemme” at skjule og pakke væk, udadtil i hverfald, for de er nemlig usynlige.

Jeg lever (som i ved, hvis i har fulgt med på bloggen, og hvis ikke kan i se 2 af indlæggende HER og HER) med 2 kroniske sygdomme. Begge sygdomme som er kommet forholdsvis ud af det blå, da jeg var henholdsvis 11 og 14 år gammel, og begge sygdomme som jeg på ingen måde selv har medvirket til er kommet og derfor ikke har hverken forudset eller kunnet undgå. Udover de 2 kroniske sygdomme, som man jo i sig selv ville syntes var mere end rigeligt, kommer alle følge tingende. Man bliver helt træt i hovedet, hvis man skal nævne eller bare tænke på alle de ting, der følger med, når ens immunforsvar ikke virker, og det kan måske være svært at sætte sig ind i, hvis man ikke har prøvet at være ”rigtig” syg. Men du kan måske forestille dig et liv, hvor hver gang du føler, du har styr på det hele, så dukker der noget nyt op.

Det her skal ikke lyde som om, at jeg går og har det dårligt heele tiden og aldrig er glad. For det er jeg! Men jeg har alligevel lyst til at tage dette emne op, da jeg er sikker på at alle mennesker (sygdom eller ej) har de her dage, hvor man føler sig nede og derfor er nød til at tager en næsten form for maske på, når man bevæger sig ud i verden. Nogen gør det nok bare tirre end andre, men jeg er sikker på, at alle har de dage en gang imellem. Og hvis man har en kronisk sygdom, er man nok desværre most likely til at være i den ende af skalaen, der har en del af de dage, og selvom der også er dage, der er super gode, og hvor man har det rigtig godt og er super glad, handler det på samme tid altid om at holde ud og lære at overkomme/klare ting.

Så det skal som sagt ikke lyde som om, at jeg går og har det dårligt hele tiden, eller som om at jeg har ondt af mig selv og  prøver at få medlidenhed. For det gør jeg ikke. Hvis der er en ting, jeg slet ikke kan klare, er det faktisk hvis folk kigger på mig, som om at de har ondt af mig…. Det er jeg ret sikker på, at jeg har nævnt i et tidligere indlæg….. Nå anyways, nu kom jeg vist ud på et side spor…

En af de ting jeg gerne ville sige med det her indlæg, og som jeg håber på der i fremtiden vil blive sat lidt mere fokus på, når det kommer til folk med kroniske sygdomme er, at mange der lever med en usynlig sygdom, også lever med en form for angst. En konstant angst for om folk nu tror på, hvordan vi har det, når vi det ene øjeblik virker glade og raske og det andet øjeblik virker trætte og syge. Eller fordi vi måske slet ikke ser syge ud.

Nogle af de kommentere jeg får allermest, når jeg fortæller om mine sygdomme er: ”Men du ser jo altid så godt ud” eller ”Det kan man altså overhovedet ikke se på dig”. Hvilket jeg da er glad for at få af vide, men som også bare bekræfter mig i, hvor god en skuespiller jeg egentlig er blevet, når det kommer til at se OK ud, næsten ligegyldigt hvor ondt jeg har, hvilket i nogle tilfælde selvfølgelig kan være godt, men på en anden måde også kan virke lidt skræmmende.

Jeg er nok tit bange for, hvad folk nu tænker, når jeg den ene dag er frisk og kan en helt masse og tage til en helt masse ting, og så den næste dag har måtte aflyse alt og slet ikke kan overskue at tage 2 skridt udenfor min lejlighed. For mig (og mange andre i min situation)  handler det meget om at prioritere. Hele tiden planlægge og prioritere min tid så jeg kan klare og overskue de ting, jeg virkelig gerne vil, og som er vigtige for mig. (Jeg har skrevet lidt om skyldfølelsen over at måtte aflyse aftaler HER)

Men selvom man så er verdensmester i at planlægge (hvilket det lige skal siges at jeg ikke er … overhovedet), så kan der stadig dukke uforventede ting op, der gør, at man igen må aflyse. Eller i det mindste prioritere hvad der er vigtigst for en. Hvis man har planlagt 3 ting, man skal på en dag, kan det være, at man, når dagen kommer, kun kan overskue 1 af de 3 ting, og så har jeg bare efterhånden lært hvor (pardon my franch) skiiide vigtigt det er, at mærke efter i mig selv, hvad JEG kan overskue og så gøre det! Det er meget i sådanne situationer, jeg bliver bange for, hvad folk nu tænker. Og jeg kan sagtens forestille mig, at det kan være svært at sætte sig ind i, og at det måske kan virke nærmest utroværdigt, at man aflyser aftaler det ene øjeblik og så samme aften måske poster et billede på Instagram, hvor man ser glad og rask ud – men det er altså sådan, det er at leve med en kronisk sygdom.

Det jeg prøver at sige er nok egenligt bare, hvor vigtigt det er ikke at dømme hinanden udfra, hvordan vi ser ud. Et af mine ynglings quotes lyder ”Everyone is fighting a battle you know nothing about. Be kind. Always”  hvilket er så sandt, og noget jeg virkelig prøver at leve efter. Alle kæmper med noget. Om det så er stort eller småt, så er der ingen, der bare har det nemt. Så vær søde mod hinanden!

befunky-collage-På billede 1 ser i mig på en af mine dårlige dage, træt og uden makeup. På billede 2 ser i mig på en af mine gode (almindelige) dage.